"Tiden lÆger (ikke) alle sår!"
… om urter og planter til sårheling.

© Lene Pors

Set i bakspejlet
Op igennem tiderne har bestemmelsen af sårtyper taget sit udgangspunkt i og fået navn efter forskellige faktorer: fx den tid såret har været der, den sygdom eller legemsdel, som såret relaterer til, eller den årsag, der ligger til grund for sårets opståen. Historisk set har især garvesyreholdige midler været anvendt til at standse blødninger og behandle sår med. Til tider har man i folkemedicinen anvendt behandlingsforløb, som man i dag ville omtale som mildest talt særprægede. Det kunne være en kur med prikbladet perikon (Hypericum perforatum), som er en bitter og sammensnerpende plante, der foruden farvestoffer indeholder en harpiksduftende æterisk olie, der mest er sammensat af terpener. Planten som helhed er bitter og adstringerende. Man mente, at planten kunne gøre nytte mod indvortes sår og mod blodspytning. Interessen omkring planten i dag skyldes bl.a. dens indhold af det røde farvestof hypericin, der kan have farmakologiske effekter på fx mave- eller tarmbesvær, lettere depressive tilstande og udvortes behandling til småsår.

Danske egetræer (Quercus robur), som jo i tidernes morgen var udbredt over hele landet, har måttet lade livet til flådens skibe, til brændekomfuret, til afbrænding for at fremstille potaske (K2CO3) og til indsamling af bark. Barken har været anvendt i oldtiden både som ud- og indvendingt sammentrækkende middel til indre blødninger og forgiftninger. Egeafkog blev anvendt som middel mod brand- og snitsår. Det buskagtige egetræ (Quercus infectoria) har galæbler, som fremkommer ved visse insekters stik. Disse galæbler er ekstra rige på tanniner, der blev brugt medicinsk til svagheder og blødninger i mave eller tarm, og med lidt rutine kunne et udtræk deraf bruges som skriveblæk.

Astringerende indholdsstoffer i planter har evnen til at danne uopløselige sammensætninger med proteiner, der lokalt virker bedøvende. Stofferne må kun have en superficiel virkning, idet de ved en dybtliggende anvendelse vil have en ætsende effekt. De adstringerende stoffer får vævet til at samle sig, det bliver mere kompakt og mere fattigt på blod, sekretionen stopper, og vævet udtørrer. Denne reaktion har også en gavnlig virkning, idet det forandrede væv giver dårligere levevilkår til bakterier, og dermed er risikoen for infektioner nedsat.

Sår og sårheling
Sår kan beskrives som en læsion af ydre og indre overflader i en organisme. Ikke alt væv kan gendannes i den oprindelige form og struktur. Epitelvæv, knoglevæv og til dels nervevæv kan ofte gendannes, mens andre vævsformer erstattes af bindevæv, også kaldet arvæv, som giver et tæt kollagent bindevæv. Kategoriseringen af sår med vævstab på kroppens overflade kan deles i akutte sår, som ofte heler uden de store komplikationer, og kroniske sår, som fx er forårsaget af en bagvedliggende sygdom, og hvor sårhelingen ofte foregår langsomt, - ja, måske er den oven i købet helt gået i stå.

Alle får sår, skrammer og ridser i lakken af og til. De fleste tilfælde kan man da heldigvis klare selv, men ikke alle sår skal jo i sagens natur behandles ens. Der er stor forskel i forløbet på de forskellige typer, og flere faktorer spiller en rolle for sårets heling. Har man fx et dårligt blodomløb, vil såret typisk være lang tid om at hele, for en god blod- gennemstrømning er af betydning for sårhelingen og dermed også for dannelsen af nye celler. Mens såret heles, kan der være behov for ekstra tilskud af bl.a. A-, E- og C-vitamin, der er signifikante for sårforbedringen. Også et zinktilskud har en gavnlig effekt på fx helingsprocessen af kroniske sår. Temperaturen skal ved helingen af nogle sår helst være omkring 37o, og andre sår heler bedst, når de er fugtige. Formålet med at behandle et sår virksomt, er at få såret til at hele så hurtigt som muligt uden tilstødende infektioner, og samtidig få såret til at efterlade så usynligt og pænt et ar som muligt. Det er naturligvis essentielt at holde såret rent og rense det omhyggeligt, så opnår man de bedste resultater. Man skal også overveje om forsvaret mod stivkrampe (tetanus) er i orden, og evt. kigge på hvornår den sidste vaccination er foretaget. Vaccinationen holder i omkring 10 år.

Hvor mange mennesker, der rent faktisk har problemer med langsomt helende sår, er vanskeligt at sige, men sandsynligvis begrænser det sig til nogle få procent af befolkningen. Nogle af de problemfyldte sår er kroniske bensår og tryksår. Begge sårtyper opstår pga. en ændret mikroblodcirkulation i huden og kræver hyppigt langvarig behandling for at hele, ligesom det også gælder for de sygdomsrelaterede sårtyper. Den enkelte patient taber ofte livskvalitet i for- bindelse med at have erhvervet kroniske sår, foruden at behandlingen ofte er dyr, tidskrævende og kompliceret.

Vores levealder er generelt stigende, og samtidig er vores livsstil truet på mange områder med tiltagende fedme- og diabetestilfælde, der også ses blandt helt unge og børn. Der er andre tilstande, der er medvirkende til at øge risikoen, fx be- vægelsesrelaterede sygdomme, prednisonbehandling, immobilitet, nedsat sensibilitet mv. Set i lyset af vores stadig længere forbliven i denne verden, der jo ikke gør problemerne mindre, så det er vigtigt at få struktur på både forebyg- gelse og behandling af vanskelige sår.

Akutte og kroniske sår
En enkel kategorisering af sår kan laves på grundlag af sårtyperne, nemlig ved at se om der er tale om akutte eller kroniske sår. Akutte eller mindre sår er fx hudafskrabninger, snit- og stiksår, bid, sår forårsaget af hhv. kulde eller varme mm. Det er vigtigt at få renset sår for urene ting og få eventuelle fremmedlegemer ud. Snitsår bløder som regel meget, det er væsentligt at rense og skylle urenheder væk fra sårkanten, så risikoen for infektion mindskes. Hvis man har stukket sig på noget, er risikoen for infektion størst, for fremmedlegemet er som regel bakteriefyldt. Risikoen for bakteriel infektion gør sig i særdeleshed gældende, hvis man er blevet bidt af dyr eller for den sags skyld af mennesker, for mundhulen rummer store mængder af bakterier. Hvis der er tale om risikofyldte og maligne sår, forbrændinger, skader i huden, eller der opstår alvorlige tegn på betændelse, skal disse selvfølgelig tilses af en læge.

Ved kroniske sår forstås forskellige former for tryksår, liggesår, eksem, psoriasis eller fod- og skinnebenssår. Disse er de mest almindelige i denne kategori. Tryksårene opstår, når muskler, hud eller blødt væv presses mellem fx knogler og et hårdt underlag, så der opstår forandringer i biologisk væv. Det opstår ofte, hvor en skeletdel ligger tæt på huden. Til forebyggelse er det vigtigt at aflaste trykket og fordele det over et større areal. Der findes mange forskellige slags tryk- aflastende materialer i handelen, fx gele, skum, fibre eller luft. Det er selvfølgelig vigtigt, at ændre stilling og evt. vende personen, og også at flytte på arme, ben, skuldre og hofte. Hvis man er sårpatient, er væske- og ernæringsbalancen vigtig at holde øje med. Mange ældre eller syge har reduceret næringsindtag, der kan være stress under måltidet, sma- gen eller anretningen er ikke helt, som man plejer eller kunne ønske mm. Risikoen for at udvikle sår øges i sådanne situationer, og muligheden for at helbrede et allerede eksisterende sår nedsættes ved brist og mangler i den nutritive opfyldning.

Urter der fremmer sårheling
I naturen findes eventyrligt mange planter og urter i både friserede og uopdyrkede områder, der med deres nyttige egenskaber og egen stille eksistens kunne være værdifulde og symptomlindrende til forskellige former for sår. De følgende planter hører til nogle af de mest kendte og udbredte, men er ikke nødvendigvis de mest anvendte inden for phytoterapien, men de kan alle bidrage med en plejende håndsrækning og sætte sig et spor af velbehag.

Hvidløg (Allium sativum) er en fantastisk urt med masser af egenskaber. Den er ofte brugt for den antiinflammatoriske effekt til fx allergier, sår og hævelser efter insektbid, til bylder og kroniske sår. Frisk hvidløg kan med forsigtighed, da løget svider huden, anvendes i behandlingen af vorter. Kan også anvendes til infektioner og sår i mave/tarmkanalen. Løget er antibiotisk, bakterie- og svampedræbende og en god antioxidant. Den alliinholdige olie i løget forvandles til allicin, når løget hakkes, og når det derefter kommer i forbindelse med luften, forvandles det til diallydisulfid, som indeholder hvidløgets bakteriehæmmende effekt. Hvidløg kan medføre kvalme, irritation og give allergiske reaktioner ved udvortes behandling

Aloe vera (Aloe barbadensis) er en tropisk sukkulent, som i mange lande traditionelt har været brugt som sårheler. An- vendes udvortes til specielt forbrændinger, sår, små hudafskrabninger og psoriasis. Planten virker dulmende, afkølende og er antiseptisk og svampehæmmende. Den kan påføres solskoldninger, inficerede snitsår, akne, eksem og er god til hudområder med tør, kløende hud. Plantesaften eller gelen er sikker at bruge, men præparater, som er lavet af hele blade (til indvortes brug), er kraftigt afførende og bør ikke anvendes gennem længere periode. Aloe vera produkter kan med-
føre hypersensitivitet som dermatitis ved både ud- og indvortes brug og bør ikke anvendes ved graviditet. Den viden- skabelige litteratur viser iflg. australske urtekyndige, at Aloe vera kan have en vis virkning på genitale herpessår og psoriasis. Der er formentlig tale om, at stoffer i planten kan hæmme betændelse. Når et blad skæres over, vil man på snitfladen se en grøn geléagtig masse omgivet af et gult lag. Det grønne indeholder den slim, som opkoncentreres til et præparat. Aloe vera indeholder en lang række sukkerstoffer og indgår i mange produkter til hud- og skønhedspleje.

Morgenfrue (Calendula officinalis) har historisk set været anvendt til alt lige fra slangebid til tandpine. Både Nicholas Culpeper og en anden urtekyndig, nemlig John Gerard kaldte blomsten for ”en trøst for hjerte og sjæl”. Et olieudtræk (også tilsat salve eller kompres) af morgenfruen er betændelseshæmmende, dulmende og antiseptisk. Det er rigtig godt til tør, sprækket, revnet hud, eksem, bleudslæt og åreknuder. Fordi den har værdifulde sårhelende egenskaber, er den et glimrende førstehjælpsmiddel til sår, rifter og insektbid. Urten har rensende, antiseptiske virkninger, fremmer helingen og reducerer sammenvoksninger ved at stimulere blodcirkulationen. Derfor er den også fremragende til venøse sår. Morgenfruebade eller -salve kan anvendes til sammenvoksning af mellemkødet efter barsel. Blødninger og sår efter tandudtrækning kan lindres ved at skylle mund med morgenfrue i afkølet kogt vand. Et koldt udtræk kan også bruges til betændte øjne, og indvortes bruges planten mod infektion i mave/tarmkanalen. Kulinarisk set kan farven fra kronblade- ne anvendes til smør eller ost, og kronbladene kan jo også bare se flotte ud i en salat.

Chili og cayenne (Capsicum sp) virker styrkende, har antiseptisk virkning og virker stimulerende på blodomløbet ved at irritere huden. Kan anvendes i salver, linimenter eller som plaster og vil være virksom mod smerter med plantens bedøvende egenskaber og mindske smertefornemmelsen ved at irritere vævet ved fx fodsår eller åreknuder. Capsicum er sveddrivende og styrker kroppens forsvarssystem via indholdet af A- og C-vitaminer og de bakteriedræbende evner. Frugterne uddriver toksiner fra kroppen. Stærke frugter (fx chili) kan give kraftig hudirritation og smertefuld betændelse ved overdreven brug, eller hvis de kommer i kontakt med øjne. De kan også give lever- og nyrelidelser ved umådeholden brug. Især frøene i frugterne er kraftige, chili kan give allergiske reaktioner og kan ikke anvendes af alle.


Kamille (Chamomilla recutita) er en aromatisk plante, der kan anvendes som en beroligende og dulmende urt med betændelseshæmmende og antiseptiske effekter på sår. Den kan bruges som lotion, creme eller bad til kløende hudsygdomme som fx eksem. Den virker også rensende på hud med udbrud af akne, og kan bruges til heling af sår i mave/tarmkanalen. Den fremmer heling af forbrændinger og lindrer eksem, den har vist sig at være effektiv mod svamp (Candida albicans) og kan desuden bekæmpe Staphylococcus aureus, som er den bakterie, der giver pus den gule farve. Der kan forekomme allergiske reaktioner, og store doser kan give kvalme og opkastning.

Lakridsrod (Glyzyrrhiza glabra) er meget anvendt til bl.a. at lindre udslæt og betændelsestilstande, og den har en kraftig sød smag. Det er en sammensnerpende urt med slimhindebeskyttende og bakteriedræbende virkning. Desuden er den antiinflammatorisk, antibakteriel, og den bekæmper spredning af virus. Lakridspulver er blevet anvendt udvortes mod herpes simplex. Salve med lakridsrod anvendes til hudsygdomme, hvor der er inflammation til stede, fx eksem og psoriasis. Kan anvendes som te, udtræk, mad eller olie. Virkningen af lakridsrod er som virkningen af hormonet ACTH, som tilbageholder natrium og kalium, så blodtrykket stiger, men dertil kommer, at planten også indeholder asparagin, som modarbejder blodtryksstigningen, men alligevel skal der udvises forsigtighed i tilfælde af forhøjet blodtryk, graviditet og nyresygdomme. Høje doser bør undgås i længere tid.


Prikbladet perikon (Hypericum perforatum) er hyppigt benyttet i urtemedicin, hvor den værdsættes for sin antidepressive virkning. Takket være signaturlæren har planten vundet stor interesse hos mange. I bladene findes gennemsigtige olierum, som bevirker, at bladene ser ud som om de var gennemhullede, det er jo forklaringen på, at de er brugt som sårmiddel. Gnider man på bladene, bliver fingrene ikke gule som blomsterne, men blodrøde pga. det røde farvestof hypericin. Det er i familie med hæmatoporfyrin, som findes i blod, og danner lange skinnende krystaller, som i mikroskopets linse er kirsebærfarvet. Hele planten er bitter, sammensnerpende og balsamisk. Olieudtræk anvendes udvortes mod sår og koldbrand. Den kan afhjælpe småsår som fx bid, splinter, forbrændinger og smertefulde hæmorider. Urten er effektiv som kompres til forbinding af sår, da den har en bakteriedræbende og smertestillende virkning. Olie, der udtrækkes ved at mase blomsterne i vegetabilsk olie, er til udvortes brug godt til at lindre forbrændinger, for den er i stand til at nedsætte temperaturen i huden. Urten bliver anvendt til åbne sår på fx ekstremiteterne og rygraden for at forhindre komplikationer ifm. stivkrampe. En salve med perikum bruges til at afhjælpe mærker efter slag, hævelser og sår. Perikum er en kølig, let bitter, aromatisk og astringerende urt, der er velegnet til fugtig varme i huden, eksem, kløe, herpes simplex, forbrændinger, næseblod og bylder. Planten kan medføre øget lysoverfølsomhed, så den bør ikke bruges i en længere periode.

Hjertensfryd (Melissa officinalis) har været kendt medicinsk siden det 17. århundrede. Den citronagtige æteriske olie udvindes af bladene og de friske topskud, dog kun med et ringe udbytte, hvorfor ægte melisse er meget dyrt. I stedet blandes hovedparten af olien fra hjertensfryd med andre citronolier. Stærkt fortyndet er olien god til eksem og andre hudproblemer. Melisse har en antihistamin virkning og kan afhjælpe hud- og luftvejsallergier. Urten har i det hele taget en generel stykrende virkning på sind og krop. Den har også en antiviral virkning og kan derfor med held anvendes til fx herpes simplex, desuden er den bakteriedræbende, sårhelende og kan bruges som forebyggende middel.

Pebermynte (Mentha x piperita) er måske nok den mest populære plante til urteteer. Urten er kølig og let bitter, virker lokalbedøvende og afkølende på hud og et stærkt teudtræk kan anvendes som lotion mod brændende og kløende hudproblemer. Desuden virker den afslappende og bekæmper infektion og parasitter. Det er indholdet af menthol i den flygtige olie, der har disse egenskaber. Olien kan bruges til linimenter eller massage, og den vil forøge blodtilførslen, når den påsmøres. Muskel- og mental træthed kan afhjælpes med mynten. Pebermynten er kløestillende, et godt antiseptikum mod akne og er et førstehjælpsmiddel ved chok. Den er ikke egnet til mindre børn, der kan man fx anvende katteurt i stedet, som har samme egenskaber og er bedre egnet. Pebermynte skal undgås i større mængder ved graviditet.

Tea tree oil (Melaleuca alternifolia) er et traditionelt lægemiddel blandt den australske oprindelige befolkning, aboriginerne. Tea tree oil anvendes bl.a. til mange former for infektion. Kort fortalt har olien svampedræbende, antibakterielle og antivirale egenskaber. Den anvendes ofte mod hudproblemer som akne, allergisk udslæt, insektstik, vabler og forbrændinger. Den er rensende og fremmer sårheling ved at inducere dannelse af arvæv. Olien er også desinficerende og planten kan behandle Staphylococcus aureus bakterien, som ellers er antibiotikaresistent. Folk med sart hud skal være varsomme, når de begynder at anvende olien, den må ikke anvendes indvortes.

Blåbær (Vaccinium myrtillus) har fra gammel tid været mest anvendt som astringerende middel mod diarre – specielt til små børn, og bærrene har i praksis været benyttet til farvning af uld og træ, foruden at de selvfølgelig kan spises, og bladene kan anvendes til te. Blåbær hæmmer udskillelsen af histamin, prostaglandiner og leukotriener, hvilket virker hæmmende på inflammation og symptomer relateret til diabetes. Desuden er planten god til sårheling, - også mavesår. Anvendes også til kapillærskørhed, hvilket får betydning for venøse sår, åreknuder og nedsat sårheling. Bruges også til mindre hudafskrabninger og blå mærker.

Vild stedmoderblomst (Viola tricolor) er en urt, hvor alle dele af planten indeholder aktive stoffer. De overjordiske dele af stedmoderblomsten er rensende, kredsløbsstimulerende, immunstimulerende og bruges til kroniske hudlidelser. Den er god til akne, eksem og psoriasis. Plantens indhold af salicylater og rutin (flavonoider) virker betændelseshæmmende. Man skal være opmærksom på, at ikke alle kan tåle plantens indhold af salisylsyre, nogen har intolerancer for dette stof. Det høje indhold af rutin gør, at urten kan anvendes til forebyggelse af blå mærker og blodsprængninger.

”Tiden læger alle sår”- et ordsprog vi kender blandt mange. Det glædelige, vi nok alle har prøvet i den sammenhæng, er at opleve, at sygdomme og symptomer ofte går over af sig selv, der skal blot tid og tålmodighed til. Men det, man så møder i dagligdagen, er de tilfælde, der ikke er gået over af sig selv. Det er jo så godt, at der findes forskellige former for behandlingstilbud og -muligheder. Vi har alle sammen en evne til selvhelbredelse, en naturlig evne til at slikke vores sår. Kompetencen er stærkere hos nogen end hos andre, ligesom nogle bliver lettere syge end andre. Det er det, vi kalder vores modstandskraft. Et andet udtryk, der også sættes ifm. evnen til selvhelbredelse, det er ordet mestring. Det dækker over evnen til at mestre en situation med sygdom. Der er helbredelsesprocesser i ethvert individ, disse processer kan fremmes, stimuleres og udvikles, så vi forhåbentlig kan blive raske og måske oven i købet mere sunde, end vi var før. ”Den naturlige lægende kraft, der findes inden i os alle, er den stærkeste kraft for at blive rask.” (Hippokrates)